Olifans River er stadig for vild, så vores flodtur bliver sikkert først i næste uge. Så i dag nappede vi lige en gamedrive mere i Balule Nature Reserve i håb om at spotte et af de store dyr.
En hurtig skive brød og kaffe fik vi kl. 07.00 og så var det af sted. Vi havde ikke kørt ret længe før et stort næsehorn stod lige midt på vejen. Senere så vi et par Kuduer, en bushbuck og tre southern yellow-billed hornbil (en stor flot fugl med et kraftigt bredt næb i en meget stærk gul farve). På et tidspunkt stoppede vi for at se på dyrespor. Der havde lige været et par impalaer og en gnu forbi. Giraffens spor var en dag gammelt.
Når man kører i jeep skal man holde armene inde og dukke sig for de grene der pludselig suser forbi. På grenene sidder insekter og larver. Det er ikke alle der er lige venlige. På et tidspunkt svipsede en gren forbi og kastede en 8 cm sølvfarvet larve med pjusket hoved ind på ryglænet foran Annette. Hun så ikke larven og kom til at sætte sin hånd oven på den. Hun blev først lidt forskrækket, men syntes så den var blød og flot. Hun spurgte vores ranger, hvad det var for en. Han standsede straks jeepen, sprang ud og fik den hurtigt væk, hvorefter han fortalte at den var ret giftig. Især hvis man holdte den i hånden. Giften sidder på undersiden. Respekt for naturen gælder også de små insekter.
Vi fik frokost tidligere end vi plejede, da en ekstratur var arrangeret. En såkaldt shopping tur. Vi vil jo gerne have lidt minder med hjem. Der er ingen butikker eller by i nærheden, så vi måtte køre en hel time for at komme til den nærmeste lille flække kaldt Hoedspruit. Her fik vi shoppet lidt træting som skåle, fade, bestik, dukker og smykker. Vi nåede lige hjem til en hurtig dukkert i pølen. Efter kl. 18.00 må vi ikke opholde os i pølen eller i fitnessrummet. Det er for tæt på floden og mange dyr kommer frem for at jage.
22. december er den længste dag i Sydafrika. Dagen har været varm med grader op til 30 og vi har fået rigtig meget sol. 15 min i solen og man er solbrændt. Det er rigtig farligt og der skal et tykt lag solcreme på huden.
Igen blev middagen serveret i Bomaen. Himlen var klar med mange stjerner og månen lyste stor rund og hvid. Der var ingen vind, luften var lun og flodens brusen og cikadernes sang underholdte i baggrunden. Som tidligere nævnt får vi rigtig sund og fedtfattig mad, fyldt med grøntsager og frugt. Hver dag noget nyt. Hver dag serveret på en ny måde. Jeg troede at sydafrikanerne spiste det samme som der blev serveret for os. Det gør de ikke. De spiser meget fed mad. Især flødesovs og kød godt med fedt. Det er Campens ejer der kun vil have serveret det sunde og kokken tilbereder derfor de lækreste måltider. De ansatte laver selv deres egen mad her, de vil ikke have noget fra det sunde køkken.
Kl. 22.00 var det godnat, for i morgen skal vi meget tideligt op.


Ingen kommentarer:
Send en kommentar