I dag var der heldagsudflugt med fire store oplevelser og derfor var der afgang kl. 08.30. Første stop var ved Afrikas største og ældste baobabtræ, som er mere end 2000 år gammelt. Træet er hult, så for de slanke kunne man kante sig ind i træets midte. Der var også mulighed for at klatre til tops.
Inden næste seværdighed kørte vores rangers til nærmeste township, Tzaneen, for at finde et apotek, hvor vi kunne få øjensalve. Her oplevede vi et mylder af mennesker, gadesælger overalt, et stort leben og masser af nysgerrige blikke. Vi var eneste hvide. Faktisk en ret ubehagelig følelse. Som om vi ikke var velkomne. I Sydafrika bor mange hvide fra den Hollandske kolonitid. De taler afrikaanes eller boersprog (fordi det oprindeligt blev talt af boerne) som er et vestgermansk sprog, udviklet fra det hollandske, der blev talt af bønder i 1600-tallets Holland. Sproget tales af 16 mio. Afrikaans er modersmålet for ca. 60% af de kaukasiske og ca. 90% af de negroide, hvilket i alt er ca. 6 mio. mennesker hovedsageligt i de to vestlige Kapprovinser i Sydafrika og de to sydlige provinser i Namibia. Afrikaans er et af Sydafrikas officielle sprog. Den mørke afrikaner kan ikke lide den hvide afrikaner og med god grund. Vi kunne tydeligt mærke de hvides had til de sorte på offentlige steder. Det var ikke særlig rart og vi var bange for at de troede vi var ”Hollænder”. De hvide blander sig ikke med de sorte. Vi mærkede det selv meget tæt på, især ved spisetider. Vores rangers arrangerede og serverede altid vores frokost på turene, men trak sig tilbage for at sidde alene. De spiste resterne når vi var færdige. De kunne vi ikke rigtig acceptere, så vi bad dem om at spise sammen med os og ved samme bord. Det blev de rigtig glade for og vi havde det rigtig sjovt. Vi kom ret tæt på vores rangers. Talte om kulturforskelle, ægteskaber, vaner og forhold mellem hvid og sort.
Efter apotekerturen kørte vi videre til Debengeni vandfaldet, som var smukt beliggende dybt inde i et skovområde. Der var opsat et utal af borde, bænke og store udendørs grill. Stedet var afrikanernes fortrukne udflugtstur med madkurven. Rundt omkring var opsat mindeplader af unge, omkommet ved leg i vandfaldet. Stenene var med store runde flader, der var meget glatte af alger. Man måtte godt bade der, men det var på eget ansvar. Der var stor kraft på vandet og vi kunne se at det var sjovt at glide med strømmen på de store sten, men også rigtig farligt.
Herefter var vi på besøg på en krokodillefarm. Vi så hvordan æggene blev udruget i rugekasser. Krokodillefarmen havde over 5000 små krokodiller udelukkende til brug til sko, bælter og tasker. De store korkodiller som man avler på blev også brugt til fremvisning og show. Vi fik lov til at fodre dem og det gik vildt for sig. Der var kamp om maden.
Dagen sluttede af med en frokost på det 5-stjernede The Coach House, der ligger flot med en imponerende udsigt over Drakensbjergene og den frodige Tzaneen-region.
På hjemturen gennem vores bush reservat (de sidste 13 km fra hovedvejen og til Campen) ser vi en ung afrikansk kvinde komme gående med paraply. Det var stegende varmt. Området er forbudt at gå i, og især alene da man kan møde de vilde dyr. Vores bil er proppet og der er ikke flere sæder, men alligevel beder jeg vores ranger om at stoppe, så vi kan give hende et lift. Han spurgte undrende; ”mener du virkelig det, vil det være helt ok”? Normalt vil en flok hvide ikke samle en sort op. Man blander sig nødigt med de sorte, de er jo tjenestefolk. Men nu er vi jo ikke Hollænder fra den gamle kolonitid, så vi var alle enige om, at hun skulle have et lift. Endnu engang var jeg rystet over den markante opdeling af sorte og hvide.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar