I dag gik turen til en township på grænsen til Kruger National Park ved navn Lulekani. Vi startede i en Camp midt i byen der hed Basambilu, hvor vi blev samlet op af en guide ved navn Ben. Ben var utrolig frisk, meget humoristisk, fuld af energi og virkelig god til at fortælle.
Efter at Ben havde fortalt om byens historie, var første stop i den lokale børnehave Leka Gape. Men børnehaven var mere end blot en børnehave. En form for hjælpeorganisation. Den husede også voldsramte kvinder, kvinder i misbrug og forældreløse børn. Vi fik ikke hilst på alle 32 børn, da de var på ”sommerferie”. Dog var der to kvinder og 3 børn der ikke kunne placeres i plejefamilier, så dem fik vi hilst på. Forholdene var yderst fattige. Vi så køkkenet, værelserne, bad- og toiletter, legepladsen og lederens kontor.
Værelserne er delt i en pige og en drenge fløj. Når drengene bliver 14 år anser man dem for mænd, og så bliver de bedt om at forlade Leka Gape. Pigerne kan blive der altid. De fleste børn er forældreløse, børn der er opvokset med en voldlig forældre, en forældre i misbrug eller er et barn der har været udsat for incest eller voldtægt. Det var et meget bevægende besøg med mange triste historier. Vi havde gaver med til børnene i form af skriveblyanter med viskelæder, blyantspidser, hårelastikker og bolde. Vi donerede også en del penge så børnene kunne få skoleuniformer, farveblyanter, papir m.m.
Herfra gik turen videre i åben jeeps rundt i byen for at få et indtryk af, hvad der menes med rig og fattig. Vi så, hvordan de riges huse så ud kontra de fattige. Vi så et traditionelt afrikansk hus bygget af mudder og strå og mødte familien der boede der. Der er store sociale kontraster i de huse som de fattige og de rige bor i.
Der er stadig de traditionelle runde hytter, men efter Mandela skænkede Mandela-huse til alle, er der mere prestige i at bo i et Mandela hus fremfor den traditionelle hytte. Og det på trods af at de runde hytter er med stråtag og meget mere kølige. Mandela husene er med blik tag og mega varme.
Vi så begge huse indvendigt. Familien her havde 4 drenge, men kun et par badesandaler. En af drengene brugte den højre sandal og en anden den venstre. De var glade, fuld af sjov og poserede gerne foran kameraet.
En afrikansk mand kan have flere koner. En afrikansk kvinde kan også have flere ægtemænd. Men for en afrikaner gælder det om at have så stor familie som muligt. En stor familie betyder tryghed, sammenhold, venskab og et stærkt team. Da en kvinde kun kan føde et barn om året vil familien vokse meget langsomt, derfor er det meget praktisk at en mand har flere koner, så vokser familien meget hurtigere. Pigerne giftes bort som 14 årige og det er faderen der bestemmer, hvem hun skal giftes med. For det meste tjener mændene mere end kvinderne og er den der er lederen i familien. Sker det at en kvinde pludselig tjener mere end sin mand, er det hende som skal være lederen i familien. I de familier, hvor kvinden tjener mest, går ægteskabet som regel i opløsning. En kvinde gifter sig ikke under sin stand eller bliver i et ægteskab hvor hun tjener mest. Mange flere ægteskaber opløses, da det er kvinderne der uddanner sig. De påvirkes af det de ser på tv og internettet og vil gerne være som i den vestlige verden. Mændene er for det meste dovne. Tit så vi kvinderne arbejde hårdt med hakke og skovl i haven, alt imens manden sad på en stol i skyggen. Det er også kvinderne der har jobs som betjent, parkeringsvagt, vejarbejder m.m
Vi besøgte også byens heksedoktor, som stadig er en magtfuld personlighed i Shangaan-kulturen. Hun boede i et stort hus, havde bil og tjente mange penge. Derfor var hun også ugift. Selv vores rangers besøger hende for at blive helbredt. Jeg opfattede hende ikke som en doktor, som vi kender fra sygehusene, men mere som en psykolog.
Hun havde alverdens hjemmebrygget ”medicin” i gamle plastflasker og der lugtede fælt i hendes hytte. Selve konsultationsstedet var en af de traditionelle runde hytter. Vi hørte om, hvordan hun var blevet udvalgt til heksedoktor.
Vi kørte forbi en kirkegård og stoppede ved den fattigste del af byen. Vi stod ud af jeepen for at strække benene og straks kom børnene ilende til for at se på os. De tikkede ikke. Der var ca 100 børn og der opstod hurtigt en god stemning med smil og sjov. Vi besluttede os for at købe lidt godt til dem ved den nærmeste lokale bod. Indehaveren af boden fik udsolgt og vi fik en flok smilende og vinkende børn at se, da vi forlod bydelen. Vi sluttede af i Basambilu boma, hvor vi smagte på forskellige afrikanske specialiteter og blev underholdt af Sydafrikas meste kendte band Basambilu. Det var virkelig en fantastisk oplevelse med sang, dans og show.
Turen var en helt fantastisk mulighed for at opleve det traditionelle Afrika, der langsomt er ved at blive indhentet af den moderne livsstil. Salina var meget påvirket af oplevelsen med byen og børnene.
Hun syntes det havde været den mest fantastiske dag i Sydafrika.
Dagen nåede en top temperatur på 37 grader.
Vi nåede lige hjem til en afsvalende dukkert i pølen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar