onsdag den 22. december 2010

Heldagssafari i Kruger National Park, søndag 19.12.2010

Når vi skal på tur, kommer personalet rundt og vækker os, ved at banke let på døren og sige ”Godmorning”. De stopper ikke før man tænder lys og svarer retur. I dag blev vi vækket før solen stod op….kl. 04.00. Efter en hurtig brødskive og lidt at drikke var det af sted mod Kruger National Park.

Kruger National Park er Sydafrikas største og mest berømte nationalpark. Den er 20.000 km2 (på størrelse med Jylland) og blev grundlagt i 1926 af Paul Kruger. Formålet med parken er at beskytte det afrikanske dyreliv og det må siges at parken har opfyldt det. Det er muligt at se op til 147 forskellige pattedyr, 104 krybdyr, 507 fuglearter og 1771 plantearter, heraf 357 træ- og buskarter.


Efter en 1½ times kørsel i bil med overskyet vejr og lidt regn, når vi den statsejede del af Kruger National Park, netop som solen står op. Vi bliver fordelt på to jeeps med en ranger i hver. Vores rangers er utrolig gode til at spotte dyrene på ufattelig lang afstand. De ved nøjagtigt, hvad de skal observere og kender hvert et vandhul. Vi kører i tre timer før der gøres ophold i en af parkens restcamps, hvor der serveres en lækker brunch med champagne, tilberedt af vores rangers. (Champagne så tideligt på en næsten tom mave skaber virkelig stemning og hallucinationer. Man syntes at se løver i tide og utide).

Efter 45 minutters ophold går turen videre i parken, på jagt efter The Big Five. Det er faktisk ret hårdt at være på safaritur. Man sidder helt spændt med både kikkert og kamera klar. Øjnene er indstillet på ”skarp” og man forsøger at spotte dyrene. Lykkedes det at råbe: ”stop the car”, før vores ranger, så er man virkelig dagens helt. Med mindre, at det man tror er en løve, faktisk bare er en træstub eller en sten.

Vi har set ufattelig mange dyr i dag. Faktisk lykkedes det os at se næsten alle de store dyr fra gruppen The Big Five. Vi mangler kun at se næsehornet, men der er heldigvis mange dage endnu, så mon ikke det lykkedes. Men ellers har vi set afrikanske vildkatte, vilde hunde, en jackal, familien gnu, kuduer, vandbukke, stenbukke, aber, mange forskellige ørne, gribbe og andre Sydafrikanske fugle i de utroligste farver.

Frokosten indtog vi omkring kl. 14.00 i en af parkens restcamps. Det var en åben plads lige ud til et vandhul. Også denne gang var det vores rangers der sørgede for frokosten. Vi fik udleveret iskolde vaskeklude til at lægge om nakken imens frokosten blev indtaget, herefter kunne vi bruge kluden til lige at få frisket ansigtet op og tørret hænder. Meget praktisk.

Vi kører ud af parken lige før solnedgang og ankommer i Balule River Camp omkring kl. 19.00, hvor et herligt aftensmåltid venter os.

Selv om dagen startede med at være overskyet med småregn, så har solen også skinnet. Temperaturen har været på omkring de 30 grader. Vi har alle fået rigtig meget sol og frisk vind af at sidde i jeepen, så huden strammer lidt! Mange af os føler os svimmel af at sidde i en jeep i så mange timer. Faktisk er det ligesom når man hopper i land efter 10 dage på vandet…man syntes det hele ”vipper”. En meget underlig fornemmelse, når kroppen jo står stille.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar